God fart i sæsonstart

Suzuki Motorsport var med i feltet, da årets Yokohama-mesterskab Øst i pinsen blev skudt i gang på Avedøre Holme. Anders Lysen/Henrik Dernoff (Sorø/Ringsted) var til start i deres sorte Suzuki Swift Maxi 2000, og der var rigtig god fart i bilen.

”Det var en fantastisk dag med godt race, hvor speeden virkelig var der,” siger Anders Lysen. ”I det første heat blev vi sænket rimelig meget – det kostede os vel 5-8 sekunder, men i andet og tredje kørte vi næsten lige så hurtig som Jacob Madsen, der var bedst.”

”I heat 2 blev vi slået med bare fem hundrededele, og i det tredje var det bare to tiendedele, som skilte os. Vi var så langt nede på marginaler, at det simpelthen ikke kunne gå stærkere. Det var rigtig sjovt, og det var med et stort, stort drengesmil, at man kom ud fra prøven.”

I det fjerde og sidste heat var der også god fart på Suzukien, men den kom desværre ikke i mål.

”På den sidste omgang kom der en advarsel op på displayet om, at motoren var for varm, og med en ny motor i bilen vidste jeg med mine mange år i motorsporten, at man ikke skulle prøve at klemme den hjem, så jeg valgte at køre ind til siden,” forklarer Anders Lysen. ”Det er måske en toppakning, en føler eller en termostat, der er gået i stykker, og vi skal bare have skiftet delen, så er vi igen kørende.”

Kørende bliver Suzuki Motorsport også i den kommende weekend. Lørdag stiller Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) til start i Anderup El Rally, som køres i området mellem Assens og Odense lørdag eftermiddag.

Anders Lysen var flyvende på Avedøre Holme (foto Flemming Jensen)

2017-04-15T01:02:16+00:00 17 maj, 2016|