Sejr på spændende sprintbane

Suzuki Motorsport kunne søndag notere sig for en ny sejr, da Anders Lysen/Henrik Dernoff (Sorø/Ringsted) var til start i årets tredje afdeling af Yokohama-mesterskabet Øst, der fandt sted på et for rallysporten helt uprøvet areal i Storkøbenhavn.

”Vi kørte på arealerne omkring det gamle grønttorv i Valby,” fortæller Anders Lysen. ”Her havde arrangørerne fået stablet en rallyprøve på benene på 1400-1500 meter, og den var bare fed. Det er simpelthen den fedeste rallysprintbane på Sjælland, som jeg til dato har oplevet. Forhåbentlig får vi lov til at komme igen!”

Det var ikke kun rallysprintbanen, der fik teamchefen fra Suzuki Motorsport til at juble. Det gjorde resultatet også.

”Det blev til en sejr i såvel klassen som generelt,” siger Anders Lysen.

”I det første heat havde vi en god kamp med Steen Andersen, som vi slog, og den fortsatte vi i andet heat. Her måtte Steen desværre udgå. Men dagen derpå har man altså en god fornemmelse i kroppen, når det lykkedes os at vinde samtlige fire heats, selv om vi ikke har firhjulstræk i Swiften, og selv om løbet blev kørt på en dag, der var præget af regnvejr.”

Næste udfordring for Suzuki Motorsport bliver femte afdeling af Danmarksmesterskabet i rally, som køres i den sidste weekend af september omkring Roskilde.

Anders Lysen tog en flot sejr i seneste runde af Yokohama-mesterskabet (foto Flemming Jensen).

2017-04-15T01:31:42+00:00 5 september, 2016|