2020 byder på både en ny udfordring og en ny rallybil for Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens). Når kampen om Danmarksmesterskabet i rally skydes i gang til foråret, tager de nemlig plads i den firhjulstrukne Suzuki Swift R+, som teamchef Anders Lysen (Sorø) i denne sæson har deltaget i en række løb med John Madsen (Ruds Vedby) som navigatør.

”Der er mange i det danske rallymiljø, som gennem årene har sagt, at det kunne være spændende at opleve Kenneth i en rallybil med firhjulstræk og turbomotor. Den tanke har jeg også haft, for det vil i den grad vise det store talent, Kenneth har,” siger Anders Lysen. ”Jeg har derfor besluttet mig for at give nøglerne til min Suzuki Swift R+ videre til en kører, som virkelig kan få det bedste ud af denne rallybil. Og det kan Kenneth.”

Og det er en meget speciel rallybil, som nu får ny chauffør.

”Den er bygget op med både turbomotor og firhjulstræk, og jeg oplevede i mine starter med den i denne sæson, at den med den rette chauffør kan matche de mandskaber, som i dag i firhjulstrukne biler kæmper om Dansk Super Rally. Swift R+-raceren bliver til næste år placeret i den såkaldte prototypeklasse, og biler herfra kan også kæmpe med om Dansk Super Rally. Da jeg ikke har planer om selv at køre en fuld DM-sæson, er det bedre, at Kenneth og Mette kører i bilen og gør et forsøg på at vinde det generelle Danmarksmesterskab.”

Kenneth Madsen/Mette Felthaus er ikke det eneste hold fra Suzuki Motorsport, som skal køre en fuld DM-sæson i 2020. Det skal såvel Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Fårvang) som Allan Kirkegaard/Mathilde Ladefoged (Ruds Vedby/Aarhus) også.

Jacob Madsen/Line Nedergaard fortsætter i den Suzuki Swift Kitcar, som de startede med i sæsonens tre sidste DM-rallyer. Selv om de ikke havde deltaget i forårssæsonen, kørte de sig med tre klassesejre i efterårets tre DM-løb ind på bronzepladsen i kampen om Danmarksmesterskabet. Nu går de efter at blive Danmarksmestre i klasse 3 for tunede rallybiler op til 1.600 cm3.

Allan Kirkegaard/Mathilde Ladefoged kørte i den forgangne sæson udvalgte løb i deres tilsvarende Suzuki Swift Kitcar. Makkerparret kørte sig blandt andet i efteråret til en flot fjerdeplads blandt 19 startende ved Rally Roskilde, og de satser på at kunne fortsætte de gode takter i 2020-sæsonen.